Når du først er nået frem til, at noget i dit arbejdsliv skal ændres, er det nærliggende straks at kigge efter et nyt job. Men et holdbart karriereskift begynder med at få klarhed over, hvad du faktisk ønsker at ændre.
Du bliver måske optaget af spørgsmål som:
Hvilke stillinger er ledige?
Hvilke virksomheder kunne være interessante?
Skal jeg have mere ansvar – eller mindre?
Skal jeg måske skifte branche?
Skal jeg lave noget helt andet – måske blive selvstændig?
Det er naturlige spørgsmål.
Men de er ikke nødvendigvis de spørgsmål, der grundlæggende løser problemet på den lange bane.
For hvis du uden nærmere overvejelse siger op og starter i det næste job, før du har fået større klarhed over, hvilke vilkår der faktisk skal være anderledes, er der en risiko for, at de nye omgivelser med tiden blot bliver en ny scene for nogle af de gamle mønstre.
Et holdbart karriereskift begynder derfor ikke nødvendigvis med spørgsmålet:
“Hvad vil jeg væk fra?”
men snarere:
“Hvad skal mit arbejdsliv give plads til, hvis det skal passe til det sted i livet, hvor jeg er nu?”
Kun at fokusere på det, du vil væk fra, svarer lidt til at gå ind i en tøjbutik og give ekspedienten en alenlang liste over alt det, du ikke ønsker at købe.
Det er mere hjælpsomt at vide, hvad du faktisk leder efter.
Det er godt at vide, hvad du vil bevæge dig væk fra – men afgørende også at vide, hvad du ønsker at bevæge dig hen imod.
Hvad skal et holdbart karriereskift give dig?
Du kunne måske sige til dig selv:
“Jeg vil ikke længere have denne leder.”
“Jeg vil ikke arbejde så meget.”
“Jeg vil ikke være fanget i denne rolle.”
“Jeg vil ikke bruge mine kræfter på den måde.”
“Jeg vil ikke have den kultur.”
Det kan være vigtig erkendelse.
Men det fortæller kun halvdelen af historien.
Når beslutninger primært drives af ønsket om at komme væk fra noget, bliver næste valg let defineret af det, du flygter fra.
Det kan skabe en slingrekurs mellem noget uønsket og dets modsætning – ubalance i stedet for retning.
Hvis du eksempelvis er træt af for lidt frihed, kan du blive så optaget af at finde maksimal frihed, at du overser andre forhold, der også er vigtige for dig.
Hvis du er træt af for stort ansvar, kan du søge mod noget med meget lidt ansvar – og senere opdage, at du faktisk savner indflydelse.
Hvis du er træt af en bestemt kultur, kan du blive så fokuseret på at finde dens modsætning, at du ikke får undersøgt grundigt nok, hvilken kultur du egentlig selv fungerer bedst i.
Derfor er spørgsmålet ikke kun:
“Hvad vil jeg væk fra?”
men ret hurtigt også:
“Hvad er det præcist, jeg ønsker at opnå, som er vigtigt for mig?”
Begynd med kvaliteter – ikke stillingsbetegnelser
Prøv at begynde dér.
Ikke med jobtitler, men med kvaliteter i dit arbejdsliv.
Måske ønsker du mere autonomi – at kunne lede dig selv i højere grad.
Måske mere kreativitet – at kunne bringe dig selv i spil på nye måder.
Måske mere ro i dit arbejdsrum, fysisk eller psykisk.
Mere indflydelse – i fællesskabet eller over din egen arbejdssituation.
Mere udvikling – økonomisk, fagligt eller kompetencemæssigt.
Mere faglig fordybelse, så din faglighed faktisk kommer mere i spil.
Mere menneskelig kontakt – måske mere teamarbejde eller blot en nær kollega at arbejde sammen med.
En anden form for struktur.
Større fleksibilitet i arbejdstid eller i måden arbejdet udføres på.
Mere eller mindre ansvar.
Mere samarbejde og fællesskab.
Eller måske mere mening – noget, der i højere grad opleves som et kald eller noget, du virkelig ønsker at bidrage med.
Det er ikke tænkt som en ønskeseddel, hvor alt skal opfyldes.
Det er en invitation til at undersøge, hvilke betingelser du faktisk fungerer godt under.
Det samme spørgsmål kan naturligvis stilles den anden vej:
Hvad skal der være mindre af?
Mindre kontrol?
Mindre uforudsigelighed?
Mindre administration?
Mindre konflikt?
Mindre tilpasning?
Mindre ansvar for forhold, du reelt ikke har mulighed for at påvirke?
Når noget rammer dig, så prøv straks at vende spørgsmålet:
“Og hvad vil jeg så have i stedet?”
Når du bliver tydeligere på både mere og mindre, begynder billedet af et fremtidigt arbejdsliv at få konturer.
Hvilke værdier skal kunne udleves i praksis?
I den foregående artikel skrev jeg om, hvordan et job kan fungere fint på papiret og alligevel føles forkert.
En af forklaringerne kan være, at der er blevet for stor afstand mellem det, du mærker er vigtigt for dig, og den hverdag du faktisk lever.
Hvis du ikke har læst den, finder du den her:
Hvorfor føles et job forkert, selv om det på papiret fungerer?
Når du overvejer dit næste skridt, er det derfor relevant at spørge:
Hvilke værdier skal mit arbejdsliv give mig mulighed for faktisk at udleve?
Hvis frihed er vigtig for dig, hvad betyder frihed så konkret?
At kunne bestemme over din tid?
At kunne vælge metoden?
Hvad kunne være relevant at kunne vælge imellem i en given situation?
At kunne sige din mening?
Til hvem, hvornår og i hvilke sammenhænge?
At kunne arbejde selvstændigt?
Hvordan ser det konkret ud i din hverdag?
Hvis udvikling er vigtig, hvad betyder udvikling så for dig?
Nye kompetencer – hvilke?
Større ansvar – for hvad?
Nye fagområder – hvilke?
At blive udfordret menneskeligt – hvordan?
Ord som frihed, mening, kreativitet og integritet bliver først rigtig brugbare, når du oversætter dem til den praktiske hverdag, du faktisk ønsker.
Du skal kunne se det for dig.
Hvilken personlig rolle ønsker du ikke længere at spille?
Et nyt job ændrer omgivelserne.
Det ændrer ikke automatisk den måde, du møder omgivelserne på.
Hvis du i mange år har været den, der tager overansvar, siger ja, når du egentlig mener nej, redder situationen, fordi alle regner med, at du gør det, holder sammen på gruppen som den, der altid tager initiativ, eller konstant forsøger at præstere lidt mere end forventet, kan mønstret meget let flytte med dig.
Så kan du hurtigt ende med at spille den samme rolle i nye omgivelser – gammel vin på nye flasker.
Det betyder ikke, at du skal blive, hvor du er.
Det betyder blot, at et karriereskift bliver mere holdbart, hvis du samtidig er opmærksom på, hvad du ikke længere ønsker at reproducere i nye omgivelser.
Spørgsmålet kan derfor være:
“Hvilken rolle er jeg blevet dygtig til at spille – men ønsker ikke længere at være bundet af?”
Det kan være et ubehageligt spørgsmål.
For nogle af de roller, der belaster os mest, er samtidig dem, vi er blevet anerkendt for.
Den dygtige.
Den stabile.
Den loyale.
Den stærke.
Den, der altid kan klare lidt mere.
At give slip på en rolle kan derfor også føles som at give slip på noget af det, man har lært at forbinde med sin egen værdi.
Det giver næppe mening blot at hoppe direkte ind i en ny rolle og prøve den af.
Mere interessant er det at blive mindre bundet af de roller, man har lært at spille, og få større frihed til at reagere mere fleksibelt og autentisk.
Hvilke forestillinger om dig selv begrænser dine muligheder?
De tydelige roller er dog ikke de eneste, vi kan spille.
Der findes også mere subtile roller og forestillinger om os selv, som kan styre vores måde at være i verden på, uden at vi nødvendigvis lægger mærke til dem.
Måske er du vant til at tænke:
“Jeg er ikke særlig modig.”
“Jeg er ikke typen, der tager ordet.”
“Jeg er ikke leder.”
“Jeg er ikke sælger.”
“Jeg er ikke særlig kreativ.”
“Jeg fungerer bedst, når andre sætter retningen.”
Sådanne konklusioner kan føles som fakta.
Men de kan være generaliseringer, der er blevet dannet gennem erfaringer over tid og efterhånden er blevet så velkendte, at vi oplever dem som sandheder om, hvem vi er og ikke er.
De kan blive filtre, som vi ser både verden og vores egne muligheder igennem.
Det er en vigtig forskel.
For hvis du vælger næste kapitel ud fra en meget snæver forestilling om, hvem du er og ikke er, begrænser du mulighederne, før du overhovedet er begyndt at undersøge dem.
Derfor kan et andet spørgsmål være:
“Hvad har jeg brug for at give slip på for at få bedre adgang til de egenskaber, jeg ønsker at bringe mere i spil i mit næste arbejdsliv?”
Det handler ikke nødvendigvis om at tillære eller tillægge sig noget, som om man mangler noget.
Det kan lige så meget handle om at give slip på nogle af de forestillinger, der begrænser ens frihed til at være mere af den, man allerede er.
Selvopfattelsen er ikke nødvendigvis så fastlåst, som den kan opleves.
Når de konklusioner, vi har draget om os selv, bliver undersøgt og nuanceret, kan vores oplevede handlemuligheder blive større.
Så spørgsmålet kan blive mere direkte:
“Hvad findes måske allerede i mig, som jeg gerne vil udvikle og give mere plads – og som mit nuværende arbejdsliv giver for lidt rum til?”
Et nyt job skal ikke løse alt
Der er også en anden fælde.
At forestille sig, at det næste job skal rette op på alt det, det nuværende ikke giver.
Det perfekte arbejdsliv findes sandsynligvis ikke.
Alle arbejdspladser har vilkår, kompromiser, irritationer og mennesker, man ikke selv har valgt.
Et holdbart karriereskift handler derfor heller ikke om at finde omgivelser uden problemer.
Det handler snarere om at finde en bedre overensstemmelse mellem dine vigtigste værdier, dine behov, dine kompetencer og de faktiske rammer, du skal arbejde indenfor.
Det begynder med at hjemtage dit personlige lederskab. Det betyder, at du anerkender, at du er arkitekten bag den måde, du opfatter dig selv på – i dit liv og i dit arbejdsliv.
Det betyder ikke, at du bestemmer alle de omstændigheder, du står i.
Men du kan tage et større ejerskab over den måde, du forstår dig selv på, de valg du træffer, og den retning du bevæger dig i.
Det er en anden standard end perfektion.
Først derefter bliver det næste job interessant
Når du har større klarhed over, hvad du præcist ønsker at opnå, hvad du ønsker at bevæge dig væk fra, hvilke værdier du ønsker at udleve i dit arbejdsliv, hvilke gamle roller du ønsker at give slip på, og hvilke sider af dig selv du gerne vil have bedre adgang til, ændrer spørgsmålet om det næste job karakter.
Nu leder du ikke bare efter et andet arbejde til dig selv.
Du leder efter et arbejdsliv, hvor du i højere grad kan være dig selv.
Med dette ændrede fokus får du et tydeligere grundlag for at vurdere, hvilke muligheder der faktisk passer til den retning, du ønsker at bevæge dig i.
Det betyder ikke, at du på forhånd kan vide, hvordan et nyt arbejde vil blive.
Det kan du ikke.
Men du kan blive langt tydeligere på, hvad du ønsker at vælge ud fra.
Og måske er dét den vigtigste forskel mellem blot at skifte job og faktisk at skifte retning.
Hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt et jobskifte overhovedet er det rigtige, kan du også læse:
Jeg er træt af mit job – men skal jeg virkelig sige op?
Et holdbart næste kapitel begynder ikke nødvendigvis med svaret på, hvor du skal hen.
Det kan begynde med større klarhed over:
Hvad vil du stå på mål for, når du kommer dertil?
Hvis du mærker, at noget i dit arbejdsliv skal ændres, men endnu ikke er klar på hvad, kan det være hjælpsomt at undersøge spørgsmålene sammen med nogen. I mit individuelle coachingforløb The Resonant Path arbejder vi med din selvopfattelse, dine værdier og de mønstre, der påvirker dine valg — med udgangspunkt i den situation, du står i.
