Jeg er træt af mit job – men skal jeg virkelig sige op?

At være træt af sit job og længes efter forandring skal i første omgang betragtes som information – ikke nødvendigvis som en konklusion.

Når utilfredsheden har stået på længe, kan tanken “jeg må se at finde noget andet” føles som den klare og logiske løsning. Og nogle gange er et jobskifte faktisk det rigtige.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan du kan skelne mellem at skifte job og ændre din nuværende rolle.

Men inden du automatisk gør et nyt job til svaret, kan det være værd at undersøge, hvad der præcist er på spil.

Hvad er du egentlig træt af?

Er det selve strukturen i arbejdet?

Rutinerne, arbejdstiderne, transporten, stedet, måden opgaverne er organiseret på eller graden af kompleksitet? Måske trives du bedst med struktur og overblik, men befinder dig i et arbejdsliv med konstant uforudsigelighed. Eller måske er det modsatte tilfældet: Du har brug for variation og kompleksitet, men oplever arbejdet som for ensformigt.

Er det rammerne?

Har du den tid og de ressourcer, der skal til for at løse opgaven ordentligt? Er der en tydelig retning og et klart formål? Er forventningerne til dig realistiske og klare nok til, at arbejdet kan udføres på en måde, du faktisk kan stå inde for?

Eller er det relationerne?

Måske er kommunikationen med kolleger eller ledelse vanskelig. Måske er konflikter blevet en del af hverdagen. Måske findes der en jargon eller kultur, som du egentlig ikke føler dig hjemme i, men som du med tiden er begyndt at tilpasse dig.

Det kan også være selve rollen, du er kommet til at spille

Er du den, der altid redder kastanjerne ud af ilden?

Den hjælpsomme, der altid siger ja og forsøger at forstå alles problemer?

Den sjove, der sørger for den gode stemning?

Den perfekte, som har styr på det hele og samtidig føler sig mere og mere alene med sin egen standard?

Den, der næsten altid møder nye initiativer med et nej – eller altid med et ja?

Eller er du efterhånden blevet så identificeret med en bestemt funktion, at rollen begynder at føles fremmed for dig?

Endelig kan problemet handle om den måde, du selv fungerer i arbejdet på

Måske bruger arbejdet så mange ressourcer, at arbejdsliv og familieliv tilsammen er blevet vanskelige at få til at hænge sammen. Måske er du konstant på overarbejde mentalt. Eller måske er det modsatte tilfældet: Du føler dig understimuleret, uinspireret og stadig mere frakoblet det, du laver.

At svare ærligt og konkret på disse spørgsmål kan begynde at skabe et overblik.

For ikke alle problemer i arbejdslivet skal løses på samme måde.

Hvad kan du acceptere, påvirke eller forlade?

Prøv at skelne mellem tre områder:

1. Hvad er et grundvilkår, som du reelt har meget lille indflydelse på?
2. Hvad har du en vis mulighed for at påvirke?
3. Og hvad ligger i høj grad inden for dit eget handleområde?

Groft sagt kan du derefter bevæge dig i tre retninger:

Du kan ændre din relation til situationen

Noget, du har kæmpet imod, kan måske mødes på en anden måde. Accept betyder ikke nødvendigvis, at du synes om situationen. Men det kan betyde, at du holder op med at bruge kræfter på at kræve, at et grundvilkår skal være anderledes, end det faktisk er.

Du kan forsøge at ændre situationen

Du kan tage en samtale, sætte tydeligere grænser, ændre arbejdsform, søge andre opgaver, påvirke samarbejdet eller forsøge at skabe andre betingelser for dit arbejde.

Du kan forlade situationen

Nogle gange er mismatch’et mellem dig og arbejdet så grundlæggende, at det giver mere mening at søge et andet sted hen.

Ingen af de tre muligheder er på forhånd den rigtige.

Når problemet er et grundvilkår

Hvis en væsentlig del af din utilfredshed skyldes forhold, som ikke realistisk kan ændres, står du grundlæggende med spørgsmålet:

Kan jeg leve godt med disse betingelser – eller skal jeg søge et sted hen, hvor betingelserne passer bedre til mig?

Det kan være arbejdstider, geografi, organisationens kerneopgave, lønstruktur, bestemte arbejdsformer eller andre forhold, som ikke ændrer sig, fordi du ønsker det.

Her kan accept være den rigtige bevægelse.

Men det kan et jobskifte også.

Det interessante spørgsmål bliver derfor ikke bare, hvad gør jeg?, men også:

Hvem er jeg, når jeg vælger at acceptere – og hvem er jeg, når jeg vælger at gå?

Når der findes et større handlerum

Hvis problemet snarere handler om samarbejde, kommunikation, arbejdsfordeling eller relationer, findes der ofte et større handlerum.

Et arbejdsfællesskab består af forskellige mennesker med forskellige perspektiver, behov og måder at reagere på. Det kan være nødvendigt både at acceptere denne kompleksitet og samtidig tage ansvar for at påvirke samarbejdet i en bedre retning.

Du kan eksempelvis blive tydeligere i din kommunikation, tage vanskelige samtaler tidligere, sætte grænser eller forsøge at ændre uhensigtsmæssige arbejdsgange.

Men du kan ikke skabe et velfungerende samarbejde alene.

Forandringer i et fællesskab kræver i sidste ende, at flere tager ejerskab.

Her bliver spørgsmålet:

Hvem er du, når du står tydeligt på mål for det, du gerne vil bidrage med?

Når dine egne mønstre følger med

Hvis en væsentlig del af problemet ligger i den rolle, du igen og igen kommer til at indtage, er et jobskifte ikke nødvendigvis hele løsningen.

Et nyt miljø kan være hjælpsomt. Men de mønstre, du selv bringer med dig, kan let dukke op igen i nye omgivelser.

Hvis du eksempelvis har svært ved at sige nej og igen og igen accepterer mere, end du egentlig kan forsvare, kan du meget vel ende med at skabe den samme situation på en ny arbejdsplads.

Hvis du overpræsterer for at føle dig god nok, kan et nyt job give en kortvarig lettelse – men det ændrer ikke nødvendigvis den standard, du møder dig selv med.

Hvis du ofte tager et overansvar og finder stor værdi i at være den rummelige og hjælpsomme, kan det være en smuk egenskab. Problemet opstår først, når du mister dig selv i bestræbelsen på at være der for alle andre.

Et stærkt behov for anerkendelse kan også hænge sammen med egne mønstre. Men det kan samtidig være en sund reaktion på et miljø, hvor indsats sjældent bliver set eller værdsat.

Spørgsmålet er derfor både:

Hvor meget anerkendelse har jeg brug for?

og:

Hvad er det for et miljø, jeg forsøger at få den i?

Det er sjældent hjælpsomt at placere hele årsagen enten i dig selv eller i omgivelserne.

Ofte er det samspillet, der er interessant.

Ikke al utilfredshed er et personligt udviklingsprojekt

Det er vigtigt ikke at gøre al utilfredshed til et personligt udviklingsprojekt.

Nogle arbejdspladser er ganske enkelt dårlige match.

Hvis kulturen er i grundlæggende konflikt med dine værdier, kan en anden arbejdsplads med en højere social kapital – sammenhængen mellem tillid, retfærdighed og samarbejdsevne – være en markant forandring.

Hvis du ikke længere har reelle udviklingsmuligheder, kan et skifte åbne døre, der ikke findes dér, hvor du er.

Hvis din rolle giver dig for meget eller for lidt ansvar, eller hvis arbejdet simpelthen ikke længere passer til det menneske og den fagperson, du er blevet, kan et nyt job løse et reelt ydre problem.

Et jobskifte er altså ikke nødvendigvis flugt.

Men det er heller ikke nødvendigvis løsningen.

Nogle gange ligger problemet ikke i én konkret ting, men i at arbejdslivet gradvist er kommet på afstand af det, der er vigtigt for dig. Jeg har skrevet mere om hvorfor et job kan føles forkert, selv om det på papiret fungerer.

Hvad driver din beslutning?

Der er en vigtig pointe her:

At acceptere, påvirke eller forlade situationen er ikke på forhånd den modne eller rigtige løsning.

At blive kan både være udtryk for mod og for frygt.

At kæmpe for forandring kan både være ansvarlighed og en manglende evne til at give slip.

Og at gå kan både være mod og flugt.

Det afgørende spørgsmål er derfor:

Hvad driver min beslutning?

Hvad forsøger jeg egentlig at komme væk fra – og hvad ønsker jeg at bevæge mig hen imod?

Vil jeg væk fra omstændigheder, som jeg ikke længere fungerer godt i?

Eller forsøger jeg at komme væk fra noget i mig selv, som sandsynligvis vil følge med til den næste arbejdsplads?

Fra reaktion til bevidst valg

Der findes sjældent enkle svar på komplekse arbejdslivsspørgsmål.

Målet er derfor ikke i første omgang at beslutte, om du skal blive eller gå.

Målet er at kunne skelne mellem:

• det, du kan møde anderledes,
• det, du kan påvirke,
• og det, du måske skal forlade.

Først dér bliver et eventuelt jobskifte et valg og ikke blot en reaktion.

Når selvopfattelsen holder muligheder ude

Og nogle gange bliver næste udfordring tydelig netop dér.

For hvis du opdager, at en del af det, der holder dig fast, handler om måden, du ser dig selv på, bliver spørgsmålet ikke længere kun:

“Hvilket job skal jeg have?”

Det bliver også:

“Hvem oplever jeg mig selv som i mit arbejdsliv – og hvilke muligheder udelukker jeg måske, fordi de ikke passer til den historie, jeg har lært at fortælle om mig selv?”

Vores selvopfattelse er ikke statisk. Den formes blandt andet af de erfaringer, vi tillægger betydning, og de konklusioner, vi gennem livet har draget om os selv.

Når disse konklusioner bliver undersøgt og nuanceret, kan nye handlemuligheder blive synlige.

Det er et af de områder, jeg arbejder med gennem SelfConcept Coaching og i mit individuelle coachingforløb The Resonant Path.

Hvis du er i tvivl om, hvad din utilfredshed med jobbet egentlig kalder på, kan det være hjælpsomt at undersøge det sammen med nogen. I mit individuelle coachingforløb The Resonant Path arbejder vi med din situation, dine værdier og de mønstre, der påvirker dine valg, så du får et klarere grundlag for at beslutte dit næste skridt.