FAQ

FAQ

Spørgsmål før du begynder

Her finder du svar på de spørgsmål, der typisk opstår, før man begynder et forløb. Hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt The Resonant Path passer til din situation, kan vi afklare det i en gratis og uforpligtende samtale.

Er dette den rette ramme?

Er The Resonant Path det rigtige for min situation?

The Resonant Path er for dig, der aktivt ønsker at forandre noget og er villig til at tage ansvar for din del af processen – også selv om du endnu ikke ved, hvordan forandringen skal skabes.

Forløbet passer mindre godt, hvis du først og fremmest ønsker færdige råd, samtaleterapi eller vil afprøve coaching uden at engagere dig i arbejdet. Du behøver ikke på forhånd være enig i en bestemt forklaring på din situation, men du skal være åben for at undersøge, hvordan din selvopfattelse påvirker dine valg og handlemuligheder.

Coaching er ikke behandling. Hvis dit primære behov er udredning, behandling eller akut krisehjælp, eller hvis psykiske eller traumatiske reaktioner i væsentlig grad påvirker din daglige funktion, vil en relevant autoriseret fagperson være et bedre sted at begynde. En diagnose udelukker ikke automatisk coaching. Det afgørende er, om coaching er en forsvarlig og relevant ramme for dit aktuelle behov.

Skal jeg vide præcis, hvad jeg vil, før vi begynder?

Nej. Et klart mål er en fordel, men ikke en forudsætning. Det vigtigste er, at du kommer med en oprigtig intention om, at noget skal forandres, og at du er villig til at arbejde med det.

Efter en arbejdsmæssig eller personlig livsforandring kan situationen være så uklar, at et færdigt mål ikke giver mening endnu. I så fald begynder vi med at skabe overblik og formulere et vigtigt og realistisk næste skridt i den retning, du ønsker at bevæge dig. Målet fungerer som en arbejdsretning og kan præciseres undervejs.

Hvad er forskellen på coaching, rådgivning og terapi?

I rådgivning bidrager en fagperson med konkrete anbefalinger eller løsninger inden for sit ekspertområde. Som coach fortæller jeg dig ikke, hvilket job du skal vælge, hvordan du skal drive din virksomhed, eller hvad du skal gøre i en bestemt situation.

Coaching hjælper dig med at undersøge det grundlag, du træffer dine beslutninger ud fra. Målet er ikke, at jeg skal finde dit svar, men at du får større klarhed og frihed til at finde og handle på dit eget.

Coaching kan inddrage tidligere erfaringer, når de har betydning for din nuværende selvopfattelse. Formålet er at forstå, hvordan erfaringerne er blevet fortolket og organiseret, og hvordan det påvirker dine muligheder nu. Coaching erstatter ikke psykologisk, psykiatrisk eller lægelig behandling.

Kan vi arbejde med både arbejdsliv og privatliv i samme forløb?

Ja. Din selvopfattelse er ikke opdelt i en arbejdsmæssig og en privat identitet. Det er det samme menneske, der træffer beslutninger, indgår i relationer og reagerer på udfordringer på tværs af livets områder.

Derfor kan et mønster, der bliver synligt i arbejdslivet, også have betydning privat – og omvendt. Vi arbejder med det samlede menneske, men kun med de områder, der er relevante for dit mål, og som du selv ønsker at inddrage.

Sådan foregår forløbet

Hvordan foregår de otte sessioner?

Sessionerne foregår online på Zoom og ligger typisk ugentligt på en fast tid eller efter aftale. Forløbet kan komprimeres eller strækkes og afsluttes, når de otte sessioner er gennemført.

Sæt op til 90 minutter af til hver session og sørg så vidt muligt for et roligt og uforstyrret rum. De fleste sessioner varer 60 minutter. Hvis du kun har 60 minutter til rådighed, aftaler vi det ved sessionens begyndelse.

Du behøver ikke møde i en bestemt følelsesmæssig tilstand eller have forberedt de rigtige svar. Det vigtigste er, at du møder med åbenhed og den opmærksomhed, du har til rådighed.

Hvad arbejder vi med i en coaching-session?

Den første session begynder med at formulere et tydeligt og meningsfuldt mål for forløbet. Derefter undersøger vi de værdier, der er særligt relevante for det, du ønsker at skabe.

Vi tager udgangspunkt i en egenskab, du allerede oplever som en sikker del af dig selv, og undersøger, hvordan dine erfaringer er organiseret, så du er blevet overbevist om, at denne egenskab kendetegner dig.

Denne struktur bruger vi i det videre arbejde, hvor dine værdier omsættes til konkrete egenskaber og måder at være på, som du ønsker at udvikle eller integrere stærkere i din selvopfattelse. I et forløb arbejder vi typisk med fire eller fem centrale egenskaber.

Hvis en aktuel situation kræver din opmærksomhed, tager vi udgangspunkt i den, når der kan arbejdes forsvarligt med den inden for coachingens rammer.

Hvad forventes der af mig mellem samtalerne?

Der er ikke et fast program med obligatoriske hjemmeopgaver. Du kan få individuelle øvelser, når de understøtter det, vi arbejder med.

Det vigtigste er, at du er opmærksom på de små impulser til forandring, der kan opstå i hverdagen. Det kan være en ny måde at reagere, formulere dig, træffe en beslutning eller handle på. Du opfordres til at undersøge og afprøve disse impulser frem for automatisk at vende tilbage til det velkendte.

Du kan skrive til mig mellem sessionerne, hvis du har spørgsmål, tvivl, observationer eller noget, du ønsker at dele. Mails besvares på hverdage inden for 24 timer. Det er ikke et krav at bruge støtten, men din aktive deltagelse kan være med til at bevare momentum og forbinde arbejdet i sessionerne med dit daglige liv.

Hvad gælder ved afbud eller forsinkelse?

Hvis jeg må aflyse, erstattes sessionen altid. Ved dit afbud senest 12 timer før begyndelsen flyttes sessionen til et nyt tidspunkt. Ved senere afbud eller manglende fremmøde regnes sessionen som gennemført.

Hvis du bliver forsinket, skal du give besked. En forsinkelse på op til 15 minutter kan som udgangspunkt rummes, men sessionen slutter normalt på det aftalte tidspunkt.

Før vi starter

Er vores samtaler fortrolige?

Ja. Det, du deler i coachingen, behandles fortroligt. Jeg tager kun de arbejdsnoter, der er nødvendige for forløbet, og begrænser dem så vidt muligt til de mønstre og strukturer, vi arbejder med.

Et digitalt referat eller en optagelse anvendes kun, hvis du på forhånd har fået tydelig information om formålet og har givet dit samtykke. Før forløbet begynder, får du information om behandling og opbevaring af personoplysninger.

Fortroligheden kan kun fraviges, hvis det kræves ved lov, eller hvis der vurderes at være en nært forestående og alvorlig risiko for, at du eller andre kommer til skade.

Hvad sker der efter den gratis afklarende samtale?

Hvis vi efter den afklarende samtale er enige om, at The Resonant Path passer til din situation, modtager du en skriftlig coachingaftale. Her fremgår forløbets rammer, pris, betalingsvilkår, fortrolighed, afbudsregler og behandling af personoplysninger.

Du modtager derefter et betalingslink eller en faktura. Forløbet begynder, når aftalen er accepteret, og betalingen er modtaget. Herefter aftaler vi tiderne for de otte sessioner.

Du modtager også information om din lovbestemte fortrydelsesret. Hvis du ønsker at begynde forløbet, inden fortrydelsesfristen er udløbet, skal du udtrykkeligt anmode om det som en del af aftalen.