Du havde jo sagt, at opgaverne ville overstige tiden – eller måske havde du kun tænkt det? Uanset hvad, så løser du opgaverne, fordi du enten bliver længere på pinden eller tager arbejdet med hjem og gør det færdigt derhjemme.
Måske fik du nævnt noget i forbifarten om, hvad det kom til at betyde for dig – bare ikke tydeligt nok.
Du ærgrer dig lidt, og dine indre dialoger kører pingpong mellem ”det er altså også for dårligt at…” og ”jeg må bare se at blive færdig nu.”
Set fra din leders stol kan det derfor se ud, som om opgaverne nemt kan løses inden for de nuværende rammer. Det er kun dig, der ved, hvad det koster.
Noget af presset kommer naturligvis fra opgaverne og den tid, du skal bruge, men meget pres kan også komme fra afstanden mellem virkeligheden og den rolle, du har taget på dig: at være den stille eller pligtopfyldende, der bare får tingene til at køre.
Indeni fortsætter samtalen: Nu må jeg også få sagt fra. Det her går ikke. Og næsten samtidig: Det er nok sikrest bare at gøre det, jeg bliver bedt om.
Den samtale kan fortsætte, længe efter du har fri, og den kan vende tilbage næste gang, det samme sker.
Hvad kan du faktisk påvirke?
At acceptere vilkårene betyder at se dem klart — også din egen begrænsning. Men måske ønsker du ikke at fortsætte i samme spor, som du gør nu, og du ønsker heller ikke at forlade jobbet. Så herefter melder et andet spørgsmål sig: Hvad har du mulighed for at påvirke?
Det er ikke et ultimatum at sige højt, hvad du har brug for. Du kan godt være bange for, at det bliver opfattet sådan. Men hvis du vil påvirke noget, må du først selv vide, hvad du ønsker ændret, og så sige det så klart, at andre kan tage stilling.
Er det mængden af opgaver? Deres prioritet? Tidsfristen? Den standard, du forventes at levere efter?
Et eksempel kunne være:
“Jeg har allerede opgave A og B. Hvis C også skal løses inden fredag, hvilken af de andre skal så vente?”
Det er ikke et forsøg på at slippe for ansvar. Du tager netop ansvar for at fortælle, hvad der kan lade sig gøre. Samtidig gør du prioriteringen til en beslutning, der ikke længere kan gemme sig i dit aftenarbejde.
Hvis du bare tager alle tre opgaver på dig, kan det resultat, du leverer, komme til at bekræfte en plan, der kun fungerer, fordi du betaler med din egen tid.
Det er en tænkt situation.
Et arbejdsmæssigt dilemma kan have mange ansigter. Der kan være kolleger, du har det svært med, eller du oplever, at kommunikationen ikke kører så godt med din leder, og der kan være mange misforståelser imellem jer.
Du kunne sige noget, men ønsker ikke, at der skal blive ballade, og det letteste i situationen kan opleves som at tie stille og prøve at få det til at køre.
Du er ikke glad for situationen, men du ved heller ikke rigtigt, hvad du skal gøre ved det.
Den indre dialog kører dog for fuldt tryk.
Hvilken rolle holder dig tilbage?
Hvorfor kan det være så svært at sige noget så enkelt højt?
Måske er du blevet den, der kan klare mosten. Den, der får tingene gjort. Den robuste medarbejder, andre regner med. Eller den, der gør, hvad der bliver sagt, uden at skabe besvær.
Det kan være en vigtig del af den måde, du ser dig selv på. Måske giver rollen dig en følelse af at være værdsat eller ligefrem uundværlig, eller du føler, at den eneste måde at få fred på er bare at tie stille?
Så hvad sker der med dig, hvis du holder fast i din rolle og dermed skjuler, hvad arbejdet reelt kræver ud over det rimelige af dig?
Spørgsmålet er ikke kun at rette opad, i ”hvorfor ændrer arbejdspladsen ikke noget”. Det er også at se indad: ”Hvad får du selv ud af ikke at sige det højt — og hvad koster det dig?”
Der kan være gode grunde til at være forsigtig. Hvis du frygter at miste jobbet, kan selv den mindste kritik føles farlig. Derfor vælger du at tie stille.
Tavsheden beskytter dig måske på kort sigt. Men den har en pris, hvis den bliver din faste måde at være på arbejdet på.
Du kan i tiltagende grad ende med at sidde på arbejdspladsen hver dag og mere eller mindre være på vej væk indeni. Du passer stadig dit arbejde, men utilfredsheden vokser i den samtale, du kun fører med dig selv. Du resignerer.
Du kan ikke bestemme svaret
Det kan selvfølgelig være klogt at tænke over, hvornår og hvordan du tager en vigtig samtale. Magtforhold, økonomi og arbejdspladsens kultur er virkelige forhold, hvor det “at spille sine kort rigtigt” kan være nødvendigt, hvis din position er sårbar.
Men hvis det samtidig betyder, at du aldrig får sagt det væsentlige og vælger den umiddelbart letteste løsning, svarer det til at holde sig varm ved at tisse i bukserne.
Når du siger klart, hvad der i din optik skal til for at løse opgaverne forsvarligt, er det ikke sikkert, du bliver hørt. Din leder kan vælge at ændre prioriteringen. Svaret kan også være, at intet bliver ændret.
At melde klart ud, som en måde at være i arbejdet på, kan åbne for en bedre og mere transparent og kommunikativ måde at arbejde på.
Du er en del af arbejdspladsens ”maskineri”. Et velsmurt maskineri kræver også, at menneskerne i det kan sige højt, når noget ikke fungerer.
Hvis intet forandrer sig, fortæller det dig noget vigtigt om de vilkår, du faktisk står i.
Du kan ikke styre andre menneskers adfærd – det må aldrig være hensigten – så derfor kan du heller ikke styre, hvordan din udmelding bliver modtaget.
Men du kan styre, at det ikke skal leve skjult i dig som indre dialoger, der bare kører i ring.
Når du har meldt ud og fået sagt det, der betyder noget for dig at få sagt, punkterer du boblen med dine indre dialoger, og du stopper med at ”håbe på”, at nogen af sig selv opdager, hvad der foregår, eller hvad du har holdt kørende. Du har nu lagt tingene frem. Måske får du et klart svar. Tavshed kan også være et svar, som du kan tage til efterretning.
Hvad ønsker du konkret ændret? Hvilken rolle gør det svært for dig at sige det højt? Og hvad vil arbejdspladsens svar fortælle dig om dine muligheder?
Hvem er du som menneske og medarbejder, når du er både autentisk og transparent og helt naturligt melder ud, hvordan du har det med det, der udfordrer dig?
Hvis du har brug for et fortroligt rum til at undersøge de spørgsmål — og den måde, du ønsker at stå i dine egne valg på — kan du læse om mit individuelle coachingforløb The Resonant Path.